Med fremskridtene inden for digitale teknologier er streamingplatforme, herunder YouTube og Spotify, ved at blive det primære middel til at forbruge musik og audiovisuelt indhold. Denne realitet genopliver juridiske debatter om grænserne for overdragelse af ophavsret.
Selvom det ikke er et isoleret tilfælde, fremhævede den nylige retstvist mellem sangeren Leonardo og Sony Music relevante bekymringer vedrørende omfanget af rettigheder, som ophavsmanden til et værk giver, og overlevelsen af denne udvidelse over tid, især i lyset af nye former for udnyttelse af værket, såsom streaming.
I den førnævnte sag anfægtede Leonardo, som sagsøger, gyldigheden af den kontrakt, der blev underskrevet i 1998 med Sony Music vedrørende muligheden for at formidle hans musikkatalog på streamingplatforme, idet han anførte, at den kontraktlige klausul, der bestemmer omfanget af Sony Musics brug af værket, ikke udtrykkeligt omfatter distribution via streaming.
Kontroversen drejer sig om den restriktive fortolkning af juridiske transaktioner (herunder kontrakter), der regulerer ophavsret. Dette skyldes, at man ikke kan antage noget, der ikke er klart og udtrykkeligt aftalt, og dette kan føre til den forståelse, at de nuværende former for udnyttelse ikke var fastsat i tidligere aftaler og derfor ikke var godkendt af ophavsmanden. Men selvom forpligtelsen til at overholde overdragelsens gyldighedskriterier (f.eks. at kontrakten skal være skriftlig, at den fastlægger de godkendte former for brug osv.) er ubestridelig, er det vigtigt, at analysen tager højde for den teknologiske kontekst, hvori kontrakten blev underskrevet (i 1998, da Leonardo underskrev kontrakten, var Spotify – for eksempel – stadig 10 år fra at blive lanceret).
Det største spændingspunkt, både i denne sag og i andre lignende, er gyldigheden af kontrakter, der blev underskrevet, før internettet blev det dominerende middel til indholdsdistribution. Strengt taget fastholder musikbranchen, at streaming blot er en forlængelse af traditionelle former for fremførelse eller distribution, hvilket legitimerer dens anvendelse i overensstemmelse med eksisterende kontraktbestemmelser. Forfatterne argumenterer derimod for, at det er et helt nyt medie, der kræver specifik autorisation og i visse tilfælde genforhandling af kontraktlig vederlag.
Diskussionen vedrørende behovet for specifik tilladelse til brug af musikværker på digitale platforme er allerede blevet analyseret af Superior Court of Justice (STJ) i dommen i Special Appeal nr. 1.559.264/RJ. Ved den lejlighed anerkendte retten, at streaming kan klassificeres som en brug i henhold til artikel 29 i ophavsretsloven. Den understregede dog, at denne type udnyttelse kræver forudgående og udtrykkeligt samtykke fra rettighedshaveren i overensstemmelse med princippet om restriktiv fortolkning.
Diskussioner som denne, der er mere end blot en engangskonflikt mellem specifikke parter, afslører et fundamentalt problem: det presserende behov for at gennemgå kontrakter, der involverer overdragelse af ophavsret, uanset sektor, hvad enten det drejer sig om pladeindustrien, den i vid udstrækning digitaliserede uddannelsessektor, nyhedsmedier – kort sagt alle dem, der bruger og udnytter ophavsretligt beskyttet indhold. I betragtning af den hurtige fremkomst af nye teknologier og distributionsformater – især i det digitale miljø – er det afgørende, at disse kontraktlige instrumenter klart og omfattende specificerer de autoriserede brugsbetingelser. Dette skyldes, at udeladelse, som er kommercielt fordelagtig, da den giver bred tilladelse til at udnytte indhold, kan skabe juridisk usikkerhed, krav om kompensation for moralske og materielle rettigheder samt dyre og langvarige juridiske tvister.
